​Moderne slagteri tick   Fokus på høj kvalitet og dyreetik tick   En del af Det Regionale Madkultursamarbejde​​ tick

Artikler​

​16. okt. 2007 - 15:04

Fra lam til rullepølse i Nr. Asmindrup Hele familien arbejder med, når Odsherreds dyr bliver til mad hos slagtehuset. Ole følger med i dyrenes opvækst på marken ved Hov Vig.

Ole Madsen er ægte Odsing, han har arbejdet med dyreslagtning, kød og madproduktion i Odsherred siden han var dreng. Sammen med sønnen Henrik driver han Nr. Asmindrup Slagtehus, med 7 ansatte inklusive Henriks søster Helle.

I butikken sælger de alle slags kødvarer og pålæg fra dyr de selv har slagtet, og som Ole siger: "Vi laver selv det hele fra bunden, du finder ikke noget herinde som er slagtet et andet sted, eller som er lavet af dyr der ikke er opvokset i Odsherred. Jeg følger selv med i dyrenes opvækst på markerne fra de bliver født, og snakker med avlerne om deres fodertilstand, så jeg køber kun de sundeste dyr".

I Nr. Asmindrup er der ikke noget flot handelsstrøg eller gå-gade, men alligevel har butikken en stor fast kundekreds, mange kommer fra København og bestiller slagtervarer med hjem når de er i sommerhuset, og de lokale kører gerne forbi den lille by for at købe kød, eller sender deres dyr til slagtning hos Ole.

Nr. Asmindrup Slagtehus er netop blevet optaget i netværket Regional Madkultur Sjælland, og Ole fortæller, at de lokale produkter har en god historie med sig. "Folk kan tage ud i Odsherred og se de marker dyrene kommer fra.

Lige nu er lammene fra den smukke natur ved Hov Vig snart klar til slagtning, de bliver solgt som bove, køller og koteletter, eller hjemmelavet spege- og rullepølse, og vi slagter også ungkvæget fra markerne ved Ringholm gods og svin fra hele området", fortæller han.

Et lille firma med Odsherred-rødder

Selv kommer Ole fra Hørve, hvor hans forældre Magnus og Ingrid Madsen havde en slagterbutik på Vallekildevej. Fra han var en stor knægt i slutningen af 50`erne arbejdede han med i butikken og kørte varer ud på cykel, som det var almindelig service dengang. Siden er han uddannet på Slagteriskolen og udlært i Holbæk, i Harry Hansens butik Slagtergården i Smedelundsgade. I 1979 startede han sit eget firma med en lille slagterbil, inden han købte slagterhuset og fik det bygget om og godkendt til madproduktion af Veterinærmyndighederne.


Oles søn Henrik er udlært hjemme hos Nr. Asmindrup Slagterhus, og søsteren Helle er uddannet Levnedsmiddeltekniker. Hun har i 10 år arbejdet på laboratoriet hos K-Salat i Havnsø, inden hun valgte at afløse sin mor i butikken.

Hun fortæller at det er noget helt andet med den tætte kontakt til kunderne i butikken, end da hun arbejdede på K-Salat fabrikken, og slagterhuset kan da heller ikke sammenlignes med de store slagterier som Danish Crown, der slagter op mod 3-400 grise i timen.

Det lille slagterhus er kendt for alsidighed og kvalitet, her slagtes både svin, køer, lam og endda geder, og stamkunderne må finde sig i at de først får lov at købe kødet, når det har hængt længe nok! Til gengæld er der både kold og varm rygeovn til skinker og de mange forskellige slags pølser, alt kød er udskåret i hånden og der kan bestilles hele og halve dyr til fryseren.

Skrabeprøver og fødevareregler

Der er et utal af påbud, regler og grænseværdier fra myndighedernes side når man driver slagterhus, og Ole fortæller at de gange der har været mistanke om mund- og klovsyge eller BSE i landet, strammes reglerne endnu mere, så må der kun hentes dyr fra et sted ad gangen, og transportvognene til levende dyr og færdigt kød skal desinficeres omhyggeligt. Det bliver de nu alligevel, Helle står for hygiejne og kvalitetskontrollen i slagterhuset, der er regler for alting lige fra rengøring i slagtehallen, temperaturer på dyrekroppe og i kølerum til antallet af affaldscontainere. Hun tager hele tiden rigtig mange bakterie- og kvalitetsprøver, sender skrabeprøver til laboratoriekontrol og står for det omfattende papirarbejde med egenkontrollen.

Ole mener det burde kunne gøres enklere, da de mange regler er dyre at følge og tager meget tid og energi, som står for slagterens egen regning, og følges reglerne ikke, lukker myndighederne forretningen.

Til gengæld har kunderne garanti for rene, friske varer fra Odsherred, og slagterhuset deltager aktivt i de lokale aktiviteter, under arrangementet "Smag på Odsherred" i efterårsferien er der åbent for besøg fra onsdag til lørdag, der er lam på grillen og smagsprøver på de hjemmelavede varer.

Alt kød er skåret ud i hånden.​

Populær landspegepølse.​

Nr. Asmindrup
Tekst/ Foto: Flavia

Nr. Asmindrup Slagtehus er kendte for deres spegepølser. At få den omtalt i ugeblade og serveret til vin på Vinbaren i hjertet af København er bestemt ikke alle forundt.

Den populære landspegepølse er efterhånden kendt vidt og bredt. Den sælges i tonsvis fra butikken på Gl. Nykøbingvej 78 i Nr. Asmindrup. Den er naturligvis hjemmelavet ned til mindste detalje, og fra danske dyr butikken kender oprindelse fra. Vinbaren i hjertet af København på Mikkel Bryggers Gade 11 er blevet så begejstrede for denne landspegepølse, at de serverer den til deres mange dejlige vine fra vinkortet.

Landspegepølsen er lavet af skært kalve- og flæskekød, den er grov i struktur og meget velsmagende. Der findes altid smagsprøver af den i butikken og i øvrigt kan du smage på hele spektret af deres specialiteter, bl.a. pålæg, spegepølser og flæskesvær. Mange kommer langvejs fra, for at købe denne og andre af deres populære pølser.

Skulle du være en af dem, der endnu ikke har opdaget , at vi har en slagterforretning i Odsherred med meget høflig, hyggelig og professionel betjening og med kød, der smager af kød som i de gode gamle dage, så skulle du lægge din vej forbi onsdag, torsdag eller fredag kl. 9 – 17. Du vil med garanti ikke blive skuffet. Butikken holder sommerferie i uge 32, 33 og 34 og åbner igen torsdag den 30. august.

✩ ✩ ✩ ✩ ✩

​Vurderet 4.7 / 5 stjerner på baggrund af mere end 21 anmeldelser på Google

Nr. Asmindrup Slagtehus ApS

Gl. Nykøbingvej 78

​4572 Nørre Asmindrup

​​​Telefon: 59 32 40 37

​Mail: nas@c.dk 

​CVR: 25873874​​